27.09.2012
Store anlægsprojekter – ”min er større end din eller …”

fremtidens-afloebssystem

Overskriften indikerer måske noget lummert og mindre lødigt. Det er på ingen måde tanken bag den kommende temadag - ærgerlig og desværre vil nogen måske tænke, men læs endelig videre alligevel.

For der tales og skrives jo meget om det danske kloaknet sædvanligvis med et tilbagevendende tema om vedligeholdelsesefterslæb, manglende kapacitet og oversvømmelser. Specielt trækker de kraftige regnskyl store overskrifter i aviserne og det er med øjnene rettet mod de ansvarlige, når borgene står i gummistøvlerne med vand i kældrene og vejene ligner et kanalsystem i Amsterdam.

Man får indtryk af, at der ikke er det store kendskab til det omfattende arbejde og de aktiviteter, der rent faktisk er foregået - og som stadig foregår - med investeringer i milliardstørrelsen i afløbssystemer. Spildevandsselskaberne opererer med større og større investeringsbudgetter for at forbedre kapacitet og vandmiljø og driftsmæssigt optimeres der i organisationerne på bl.a. økonomi og energi for at kunne holde sig indenfor prisloftets rammer.

Vi vil benytte lejligheden til på denne temadag at sætte fokus på nogle af de projekter, som repræsenterer et udsnit af de mange projekter, der gennemføres i et samspil mellem mange interessenter og for os styret af den faglige tilgang til afløbsteknikken.

Ethvert projekt har sine udfordringer og bidrager med erfaringer, som vi alle kan bruge i vores daglige arbejde. Måske er der løsninger og nye metoder, der netop giver det, vi har manglet.

Afløbsteknikken bag projekterne, udfordringer af forskellig karakter og metodevalg vil blive præsenteret og erfaringsudvekslingen vil få frit spillerum.

Mød derfor op til temadagen og få god inspiration i samspil med andre ligesindede - og ja - størrelsen er ikke alene afgørende for et projekt.

Dagens program

  • 09:30

    Kaffe/te og rundstykker

  • 10:00

    Velkomst og indledning
    Niels Overgaard, EVA-udvalget

  • 10:10

    Midgårdsormen - Oslo
    Morten Hansen, Østergaard
    Midgårdsormen og projektet er i øjeblikket Norges største afløbsprojekt.

    Midgårdsormen skal udbygge kloaknettet i Oslo by (transport- og bassin- ledninger for i alt ca. 1,3 mia. NOK) med en afskærende ledning ud til renseanlægget ved Bekkelaget, hvor sidste del af strækningen er en decideret tunnel boret, udhugget og sprængt ind i klippen.

    Det danske entreprenørfirma Østergaard A/S har i samarbejde og partner- skab med det norske entreprenørfirma Olimb Anlegg et af delprojekterne, som udføres i en totalentreprise med Cowi som rådgiver. Østergaard / Olimb har som entreprenør siden 2009 arbejdet på sin del af opgaven, der afsluttes i indeværende år, mens det samlede projekt forventes afsluttet endeligt i 2014.

    SE PRÆSENTATIONEN
  • 10:45

    Tunnelering i Helsinge
    Martin Christsen, Cowi
    Gribvand Spildevand A/S er i gang med at udføre et nyt afløbsanlæg i Helsinge, som vil sikre effektiv og hurtig bortledning af regnvand samt vand fra overløb, og dermed minimere nuværende opstuvnings- problemer og oversvømmelser i den centrale del af Helsinge. Dette gøres ved at etablere en 1100 meter lang dybtliggende Ø2500 mm tunneleret ledning fra den centrale den af byen til Helsinge renseanlæg. Tunnelledningen vil fungere både som bassinledning og som transport- ledning til renseanlægget

    SE PRÆSENTATIONEN
  • 11:20

    Separatkloakering af Kjellerup
    Anja Veldt, Silkeborg Forsyning
    Silkeborg Spildevand udbød i 2011 separeringen af et ca. 80 ha fælleskloakeret opland i Kjellerup By i én samlet opgave i partnering.

    Umiddelbart blot et forvokset separeringsprojekt i 9 etaper, der skal gennemføres over 7 år - men samtidig et projekt med udfordrende jord- og grundvandsforhold samt følsomme vandløb og lokalpolitisk bevågenhed..

    Optimering af hovedvandveje og håndtering af interimsvand spiller en væsentlig rolle, da en del af ledningerne ligger over privat grund og én af hovedvandvejene er placeret i et lavtliggende tidligere vandløbstracé. Desuden skal der etableres en central regnvandsløsning i et vådt regnvandsbassin i størrelsesordenen 20.-30.000 m3, hvor vi inviterer naturen og §3 indenfor.

    Projektet udføres i partnering med EnviDan A/S og Arkil A/S – et projekt, hvor vi sikrer en samlet helhedsorienteret løsning og opsamler helt konkrete erfaringer til fremtidige separeringsprojekter.

    SE PRÆSENTATIONEN
  • 12:00

    Frokost

  • 13:15

    Kildeskovsrenden – renovering og etablering af 10.000 m3 bassinvolumen - Gentofte
    Tommy Wincent Sander Storm, Grontmij
    Kildeskovsrenden afvander en meget stor del af Gentofte Kommune og har en længde på 1.065 meter og et samlet volumen på 6.600 m3, kombineret med et tværmål på ca. 2,0 x 3,0 meter.

    Renden er primært udført med spunsvægge og betondæk med omstøbte stålprofiler. Renden er ca. 80 år gammel og afvander et stort fælleskloakeret opland i Gentofte.

    Grundet Kildeskovrendens alder og dårlige tilstand, har der fra Nordvands side været ønske om sikre en fremtidig levetid af renden på mere end 100 år.

    Endvidere, har der været et stort ønske om at reducere miljøbelastningen af Øresund samt øge klimasikkerheden for afløbssystemet i Gentofte Kommune. Renoveringsopgaven er meget kompleks, idet renden skal renoveres, mens denne er i drift, kombineret med en lang række arealmæssige udfordringer, da rendens primære placering er på private matrikler i Gentofte.

    SE PRÆSENTATIONEN
  • 13:40

    De store og komplekse anlægsprojekter i Aarhus
    Martin F. Boisen, Per Aarsleff A/S
    I forbindelse med forbedringen af den hygiejniske vandkvalitet i Brabrand Sø, Aarhus Å og Aarhus Havn har der været gennemført en række anlægsprojekter i Aarhus, som har bestået af både traditionelle projekter og mere komplekse projekter.

    Anlægsprojekterne er en skøn blanding af ledningsanlæg, lange tunneleringsopgaver og store bassinanlæg. Udfordringerne har været at bygge i tæt-bebyggelse med mindst mulige gene for borgerne.

    Alle projekterne er gennemført i partnering i perioden 2007-2012 og har en samlet anlægspris på ca. 330 mio. kr

    SE PRÆSENTATIONEN
  • 14:20

    Pause
  • 14:40

    Lersøgrøften – København
    Rasmus Rasmussen, NCC
    Lersøgrøften var den sidste af Københavns åbne spildevandsgrøfter. Under regn modtager den opblandet regn- og spildevand fra overløbsbygværker. Efter rørlægning er det nu muligt at anvende arealet rekreativt. Samtidig er projektet med til, at der kan opnås badevandskvalitet i Svanemøllebugten.

    Lersøgrøften er 1800 m lang og den er blevet rørlagt med tunnelelementer med en dimension på 4 x 2,5 m. På en delstrækning er der etableret 3 rækker elementer ved siden af hinanden. Derved blev der etableret i alt 24.000 m3 bassinvolumen samtidig med, at den under kraftig regn kan føre 15 m3/sek.

    Projektet var udbudt som totalentreprise uden specifikation af løsningen, men der var lagt op til to cirkulære rør. Ved at vælge tunnelelementer i stedet blev det lettere at udføre bl.a. på grund af, at udgravningen kunne minimeres betragteligt.

    SE PRÆSENTATIONEN
  • 15:20

    Afsluttende bemærkninger
    Niels Overgaard, EVA-udvalget

  • 15:30

    Tak for denne gang og kom godt hjem

Torsdag den 27. september 2012
9:30-15:30
Hotel Nyborg Strand
Østerøvej 2, 5800 Nyborg