12.11.2020
Strandboulevarden

regn

EVA-temadag skulle være rykket ud – Denne gang til Strandboulevarden i København.

Desværre gør omstændighederne omkring Corona-virus at vi ikke fysisk kan besøge byggeriet af en Skybrudstunnel på Strandboulevarden på Østerbro i København.

Derfor bliver temadagen for første gang afholdt som en virtuel temadag med virtuelt besøg af byggepladsen.

Hos EVA-udvalget har vi ikke tidligere afholdt virtuelle temadage på denne måde, men omstændighederne dikterer at vi er nødt til at tage dette skridt for at kunne garantere at vi kan afholde de temadage med deling af viden og mødet med mennesker, som vi elsker. Vi så helst at vi kunne afholde temadagene fysisk, men indtil videre afholdes vores temadage som virtuelle møder, hvor vi kan sidde hver for sig, men alligevel samles om de faglige temaer, som vi brænder for. Og brænder for at dele med jer.

Da det er første gang vi afholder en temadag på denne måde, vil der forventeligt være noget læring i afholdelsen af temadagen. Derfor har vi valgt at have en nedsat pris på denne temadag, hvor medlemmer af EVA-udvalget eller IDA kan deltage for kun 100 kr., og ikke-medlemmer for kun 200 kr..

Et af de store emner for denne dag, er den Skybrudstunnel som HOFOR og Københavns Kommune er ved at etablere under Strandboulevarden på Østerbro i København. Skybrudstunnelen skal føre vand fra overfladen ledt via grønne bede til skybrudstunnelen og derfra ud til havnen. HOFOR og Københavns Kommune vil give os et indblik i projektet og baggrunden for etableringen af det store tunnelbyggeri inden Sweco vil sætte os ind i nogle af de udfordringer, der har været med at planlægge et byggeri af den skala midt på en trafikeret vej midt i København.

Derefter skulle vi have bevæget os ud på byggepladsen og ved selvsyn få skybrudstunnelen at se, samt hvordan en sådan etableres. I stedet bliver dette nu erstattet af et virtuelt besøg på byggepladsen, hvor vi med videoer og billeder bliver guidet rundt på byggepladsen og på den måde får at hvordan etablering af skybrudstunnelen foregår.

Efter en god frokost hver for sig hjemme eller på kontoret i trygge rammer vil vi bruge eftermiddagen på at høre nogle spændende indlæg om blandt andet brugen af nye spændende værktøjer og processer anvendt i udførelsesfasen af vores afløbsprojekter. Vi hører også om hvordan Arkil i samarbejde med Odico bruger robotter til at lave specialdesignede byggeforme på baggrund af 3D modeller. Rambøll fortæller om nogle af de anlægstekniske udfordringer de har mødt i forbindelse med deres arbejde med Gentofte-renden. Novafos vil give os et indblik i den WebGIS, de har anvendt i forbindelse med separatkloakering i området omkring Strandvejen i Hellerup, og hvordan det har været anvendt til papirløs udførsel og som et stærkt kommunikationsværktøj.

Endeligt får vi et indblik i hvad 3D projektering er for en størrelse og hvordan det har været anvendt til at projektere ledninger på Nordhavnen i København og de gevinster og udfordringer det har ført med sig.

Så efter at have måttet rykke vores normale møde i maj grundet Corona og nu også vores planlagte møde i september, er vi nu tilbage med et virtuelt møde, som Corona ikke kan spænde ben for, og med et spændende program, hvor vi dykker ned i nogle af de spændende udviklingstiltag, der foregår inden for vores branche og som forventeligt vil være med til at forme hvordan vi skal arbejde med vores projekter i fremtiden.

Vi glæder os til at se jer til en spændende temadag.

Dagens program

  • 10:00

    Velkomst og indledning
    Jakob Badsberg Larsen, EVA udvalget
    Introduktion til dagens emne

    SE PRÆSENTATIONEN
  • 10:10

    Præsentation af Strandboulevarden Skybrudstunnel
    Jesper Thyme, HOFO
    Jesper vil i dette indlæg give en introduktion til projektet, komme lidt ind på projektets historik og grundlaget for de valgte løsninger samt hvilken funktion de skal have, både i forhold til hverdagsregn og under skybrud.

    SE PRÆSENTATIONEN
  • 10:25

    Præsentation af anlægstekniske udfordringer
    William Rosengaard, Sweco
    William vil i dette indlæg have fokus på de anlægstekniske udfordringer der har været i projektet, herunder særligt hvordan udfordringen omkring kobling til de grønne løsninger i overfladeprojektet skal udføres.

    SE PRÆSENTATIONEN
  • 10:40

    Præsentation af overfladeprojektet samt samarbejde mellem aktører
    Dorthe Stender og Mathias Hede, Københavns Kommune
    I dette indlæg vil Dorthe komme ind på nogle af de udfordringer, der har været og er forbundet med at lave et overfladeprojekt, der gør indgreb i en vej med en meget distinkt egenart og som samtidig er en vigtig trafikåre for området. Slutteligt vil Dorthe fortælle kort om det samarbejde, der har været mellem HOFOR, Københavns Kommune og Sweco for at løse de udfordringer projektet har budt på.

    SE PRÆSENTATIONEN
  • 11:00

    Kaffepause
    Breakout rooms
    Vi deler os op i såkaldte breakout rooms, hvor vi i mindre grupper kan snakke sammen over en kop kaffe.

  • 11:15

    Virtuelt besøg på byggepladsen
    Peter Schofield, HOFOR
    Vi har fået lavet optagelser og fotos fra byggepladsen, som vil blive brugt til at give os en virtuel rundvisning af byggepladsen, nu hvor omstændighederne desværre ikke tillader os at besøge byggepladsen fysisk. Vi vil få et indblik i de skakte hvorfra tunnelboremaskinen kører fra og til, og får mulighed for at se hvordan arbejdet med at bore en ø2000 m tunnel under en trafikeret vej midt i København udføres.

    SE VIDEO (LANG)

    SE VIDEO (KORT)
  • 12:15

    Frokost

  • 13:00

    Klimatilpasning af Gentofterenden – Udførelse uden øget risiko for oversvømmelser
    Morten Bruun, Rambøll
    I dette indlæg vil Thomas komme ind på nogle af de udfordringer, der er ved at etablere et så stort klimatilpasningsprojekt uden på noget tidspunkt at forringe den hydrauliske kapacitet og øge risikoen for oversvømmelser. Yderligere vil Thomas fortælle lidt om de to banekrydsninger, som har været en helt central del af projektet, og som blev udført under stort tidspres i forbindelse med en totalspærring af Farumbanen.

    SE PRÆSENTATIONEN
  • 13:30

    Well Mate - Specialdesignede 3D robotproducerede støbeforme
    Tue Avbæk Larsen og Flemming Holm, Arkil
    Tue og Flemming vil i deres indlæg give en introduktion til hvad Well Mate egentlig er for en størrelse, samt hvordan samarbejdet omkring de specialdesignede 3D støbeforme og robotfirmaet Odico kom i stand. Derefter vil de fortælle om praktiske erfaringer og hvordan det er at arbejde med i ’marken’ fra udførte projekter.

    SE PRÆSENTATIONEN
  • 14:00

    Kaffepause
    Breakout rooms
    Vi deler os op i såkaldte breakout rooms, hvor vi i mindre grupper kan snakke sammen over en kop kaffe.

  • 14:!5

    Erfaringer med brug af WebGIS på separeringsprojekt ved Strandvejsområdet, Hellerup
    Martin Andersen, Novafos
    Indlæggets fokus vil være på funktionaliteten af den WebGIS, der er blevet opsat i forbindelse med separeringsprojektet for Strandvejsområdet i Hellerup. Martin vil, ud over en kort intro til funktionaliteten af WebGIS’en, komme ind på hvordan det har været brugt som et værktøj til at samle informationer og lette kommunikationsgange internt og eksternt for projektet.

    SE PRÆSENTATIONEN
  • 14:45

    3D Ledningsprojektering i Sundkrogsgade, Nordhavnen København
    Kristoffer Stenkær Schneidelbach og Jonas Jensen, Sweco
    Et projekt hvor mange fagligheder bliver brugt, hvortil 3D-projekteringen giver mulighed for og styrket samarbejde på tværs af faggrene. Der vil i indlægget være fokus på, hvorfor 3D-projektering blev valgt og de erfaringer, udfordringer og gevinster det har givet for projektet.

    SE PRÆSENTATIONEN
  • 15:15

    Afrund og tak for i dag
    Jakob Badsberg Larsen, EVA-udvalger

  • 15:30

    Tak for denne gang

Torsdag den 12. november 2020
10:00-15:30
Webinar
Foran din pc, tablet, smartphone